I disse minutter driver en svensker sandsynligvis rundt 400 kilometer ude i Verdensrummet. Vægtløs, rastløs og hjælpeløs og med en rumskruetrækker i hånden sejler stakkels astronaut Christer Fuglesang fra byen Bromma lidt udenfor Stockholm omkring i sin hvide rumdragt med det fine svenske flag på venstre skulder. Det er et meget stort svensk flag, Christer har på skulderen. Noget større end de amerikanske flag, som de seks amerikanske astronauter har på deres skuldre.
Men det er helt naturligt. Det er fordi, man vil være sikker på, at folk får fat i, at den syvende mand i rumfærgen er fra Sverige. Det er nemlig første gang, der er en svensker i rummet. Faktisk er det første gang, der er en skandinav i rummet, og dét skal markeres. Thi denne dag er en stor dag for alle os skandinaver.
Forhåbentlig. I dette øjeblik, dagen før opsendelsen af Christer, er der desværre 60 procents risiko for, at hele molevitten bliver aflyst på grund af dårligt vejr. Det er lidt ligesom Vikingespillene i Frederikssund – men faktisk nærmest endnu værre.
For Christer fra Bromma har glædet sig siden 15. maj 1992. Dengang for 14 år siden blev han udtaget til at deltage i det europæiske rumagentur ESA’s bruttotrup på fem astronautkandidater, og siden har Christer sådan set ventet. Han blev godt nok astronaut i 1995, men ESA sendte tyskeren Thomas Reiter op i stedet for, mens de udnævnte Christer til reserve-astronaut. Hvis nu prøjseren for eksempel væltede på vej ind i raketten og brækkede benet. Det gjorde Reiter nu ikke. Den slags gør tyskere ikke.
Så den topuddannede ingeniør og partikelfysiker ventede videre, indtil NASA for ti år siden af ukendte årsager begyndte at videreuddanne ham til amerikansk astronaut. Det tog to år. Og så ventede Christer videre.
Jeg ved alt dette, fordi Christer trolig har skrevet rum-blog om sit spændende liv som ventende astronaut, og selv om han er ukuelig i sin tro på turen ud i rummet, så kan man ind imellem spore en vis resignation mellem linjerne. Særlig de svære år mellem 2001, hvor Christers projekt med at teste yoghurt i rummet for ARLA strander, og tre år frem, hvor der sker uhyggelig lidt, er svære. Men så sker der noget! NASA rummission STS-116 – den 117. rummission med en startende rumfærge hvilket betyder, at en af missionerne må være smuttet – beslutter at inkludere Christer Fuglesang fra Bromma, og de sidste to års venten er en dans på roser.
På nær én detalje. Den første svensker i rummet har fået en opgave, der nok godt kunne have været en smule mere funky, når man nu har ventet i 14 år. Han skal skifte nogle ledninger på den internationale rumstation ISS, populært kaldet en opdatering af det elektriske system, og det er måske ikke lige, hvad man har drømt om på de lange ventevagter i rumventeværelset.
Måske er det også lidt derfor, flaget på Christers arm er så stort.
Jeg håber i hvert fald, han er kommet afsted. Og jeg håber, han får to gode dage derude, for bagefter får han travlt, for den svenske avis, Expressen, mener at vide, at han kan få 100.000 kroner for at holde foredrag for det svenske erhvervsliv om sin mission, når han kommer hjem igen. Svenske kroner, men alligevel. Jeg er nu skeptisk. Det er mange penge for at høre en hel time på en rumelektriker fra Bromma. Seks flasker rigtig god rødvin må kunne gøre det.
Men på den anden side. Det åbner enorme perspektiver for videnskabsminister Helge Sanders tre danske astronautkandidater. For hvad blev der egentlig af dem?
Læs videre i næste uge!
