Anders Lund Madsen

I disse minutter driver en svensker sandsynligvis rundt 400 kilometer ude i Verdensrummet. Vægtløs, rastløs og hjælpeløs og med en rumskruetrækker i hånden sejler stakkels astronaut Christer Fuglesang fra byen Bromma lidt udenfor Stockholm omkring i sin hvide rumdragt med det fine svenske flag på venstre skulder. Det er et meget stort svensk flag, Christer har på skulderen. Noget større end de amerikanske flag, som de seks amerikanske astronauter har på deres skuldre.

Men det er helt naturligt. Det er fordi, man vil være sikker på, at folk får fat i, at den syvende mand i rumfærgen er fra Sverige. Det er nemlig første gang, der er en svensker i rummet. Faktisk er det første gang, der er en skandinav i rummet, og dét skal markeres. Thi denne dag er en stor dag for alle os skandinaver.
Forhåbentlig. I dette øjeblik, dagen før opsendelsen af Christer, er der desværre 60 procents risiko for, at hele molevitten bliver aflyst på grund af dårligt vejr. Det er lidt ligesom Vikingespillene i Frederikssund – men faktisk nærmest endnu værre.
For Christer fra Bromma har glædet sig siden 15. maj 1992. Dengang for 14 år siden blev han udtaget til at deltage i det europæiske rumagentur ESA’s bruttotrup på fem astronautkandidater, og siden har Christer sådan set ventet. Han blev godt nok astronaut i 1995, men ESA sendte tyskeren Thomas Reiter op i stedet for, mens de udnævnte Christer til reserve-astronaut. Hvis nu prøjseren for eksempel væltede på vej ind i raketten og brækkede benet. Det gjorde Reiter nu ikke. Den slags gør tyskere ikke.
Så den topuddannede ingeniør og partikelfysiker ventede videre, indtil NASA for ti år siden af ukendte årsager begyndte at videreuddanne ham til amerikansk astronaut. Det tog to år. Og så ventede Christer videre.

Jeg ved alt dette, fordi Christer trolig har skrevet rum-blog om sit spændende liv som ventende astronaut, og selv om han er ukuelig i sin tro på turen ud i rummet, så kan man ind imellem spore en vis resignation mellem linjerne. Særlig de svære år mellem 2001, hvor Christers projekt med at teste yoghurt i rummet for ARLA strander, og tre år frem, hvor der sker uhyggelig lidt, er svære. Men så sker der noget! NASA rummission STS-116 – den 117. rummission med en startende rumfærge hvilket betyder, at en af missionerne må være smuttet – beslutter at inkludere Christer Fuglesang fra Bromma, og de sidste to års venten er en dans på roser.
På nær én detalje. Den første svensker i rummet har fået en opgave, der nok godt kunne have været en smule mere funky, når man nu har ventet i 14 år. Han skal skifte nogle ledninger på den internationale rumstation ISS, populært kaldet en opdatering af det elektriske system, og det er måske ikke lige, hvad man har drømt om på de lange ventevagter i rumventeværelset.
Måske er det også lidt derfor, flaget på Christers arm er så stort.

Jeg håber i hvert fald, han er kommet afsted. Og jeg håber, han får to gode dage derude, for bagefter får han travlt, for den svenske avis, Expressen, mener at vide, at han kan få 100.000 kroner for at holde foredrag for det svenske erhvervsliv om sin mission, når han kommer hjem igen. Svenske kroner, men alligevel. Jeg er nu skeptisk. Det er mange penge for at høre en hel time på en rumelektriker fra Bromma. Seks flasker rigtig god rødvin må kunne gøre det.
Men på den anden side. Det åbner enorme perspektiver for videnskabsminister Helge Sanders tre danske astronautkandidater. For hvad blev der egentlig af dem?
Læs videre i næste uge!

Målet er nået.

Når disse linjer læses, er de historiske fotografier af tysk boligindretning i kassen, og De bør allerede nu reservere næste fredag. Meld dem syg og nyd inspirationen og de mange gode ideer og fif, der vil strømme Dem i møde fra denne side.

Men først et par ord om faste bøjler.

Fast bøjle er noget møg, og dem, der siger noget andet, lyver. Desværre er de nogle gange nødvendige. Min meget, meget smukke datter havde for eksempel fast bølje i flere år, og det var nødvendigt. Sagde skoletandlægen og tandplejerne og tandretningseksperterne.

Men jeg sagde nej, for jeg havde jo også bølje, dengang jeg var dreng, og det var ikke nødvendligt. Næh, nej. Det var, fordi jeg boede ude i forstæderne i en prutkommune, hvor man ved en fejl havde ansat en masse tandretningseksperter, og noget skulle de jo lave. Og desværre opdagede de min kæft, og jeg indrømmer, at den var fæl. Men det var min kæft, og jeg holdt af den. Men næh, nej. Den skulle rettes.

Så de hev tænder ud og limede togskinner på resten og sendte mig ud i tågen på Toftegårdsvej til en fremtid i skyggerne. For der gik vi, os med fast bøjle. Med bøjet hoved og halstørklædet helt oppe under næsen, så under-ansigtet ikke stak frem. Og vi talte kun nødigt, thi det betød, at vi skulle åbne munden, og når vi åbnede munden, var der stål derinde i mørket, og stålet glitrede.
Og jeg gav endelig op den dag, hvor jeg var nede at få strammet skinnerne, og det var ren rutine – for at vi ikke skulle glemme, at vi bar vore kors på ydersiden af tænderne i stedet for omme på ryggen – men denne dag havde de fundet på noget nyt:

Tandretningsstudiner! Otte perfekte kvinder i stivede hvide kitler og med perfekte tænder stod klar, da jeg lagde mig i stolen, og så blev jeg vist frem for dem alle, en for en, så de kunne se, at man faktisk godt kan få tandsten på forsiden af tænderne. Og jeg så hver og en af de otte tandretningsstudiner kigge mig ind i munden med alle tegn på væmmelse.

Og så opgav jeg.

Indtil min smukke, smukke datter fik at vide, at hun skulle have fast bøjle. Da vågnede en glødende kugle af ækelkæft inde i mig, og jeg sagde til tandlægerne og tandplejerne og tandretningseksperterne, at hun under ingen omstændigheder skulle have fast bøjle, for det var synd. Og så brød helvede løs.

Og der var møder. Med vitterlighedsvidner. Og dokumenter, der skulle underskrives med ansvarsfritagelse, således at jeg ikke senere kunne sagsøge kommunen, når min smukke, smukke datter udviklede en tandstilling, der burde meldes til politiet. Og flere møder. Og til sidst vågnede jeg og så, at det slet ikke var min smukke, smukke datters tænder, jeg kæmpede for. Det var mine egne.

Så hun fik sin faste bølje, og det var noget møg, men det var nødvendigt. Og hun overlevede. Resten af verden var jævnt ligeglad, og hun er fortsat min smukke, smukke datter – nu tilmed med perfekte tænder oven i hatten. Eller inde i munden, rettere.

Og der er ikke nogen morale. Med mindre De kender én, der skal have fast bøjle. For så bør De se hende i øjnene, stryge hende over håret og love, at De vil elske hende for evigt og aldrig-aldrig-aldrig gøre nar af hendes tænder. Ligemeget hvad. Lov det. Og få det så overstået.

Og er du hende med stålet på tænderne eller udsigten til at få det, så bid dem sammen. Dette er din prøve, og du vil bestå den. Og bagefter vil du være tusinde gange stærkere end alle fjolserne med deres lige tænder og tomme kranier, som stadig ikke aner, hvad modgang er.

Det garanterer jeg. Det er ækelkæftene, der skal arve morgendagen.

Som sagt.

Jeg er på vej til Berlin for at skrive om tysk boligindretning.

Men jeg er nødt til at dvæle et øjeblik ved Finansloven for 2007. Og her tænker jeg ikke på de 200 millioner til underholdning i ældreplejen eller de 80 millioner til nedsættelse af sodavandsafgiften, som Dansk Folkeparti sikrede nationen i en intensiv mediedækkket slutspurt. Selv om det er utrolig visionært. Hvis man tilfældigvis er tandlæge eller ejer Damhuskroen.

Nej, jeg tænker på de 561 milliarder.

Statens udgifter til næste år bliver ialt 561.000.000.000,00 kroner. Er De klar over, hvor mange penge, det er? For jeg fatter det ikke. Jeg forstår ikke engang, hvad én milliard er. Altså, det er 1.000 millioner. Men hvad er 1.000 millioner egentlig?

Vi ved det ikke. Vi skal bare bruge 561 af dem på at sejle det her land helskindet gennem næste år, og det er imponerende mange penge for at sejle sådan et lille land gennem et helt almindeligt år, som ikke engang er et skudår.

Det er jo ikke ligefrem Frankrig eller Brasillien. Det er ikke engang Belgien.

Det er Odense og Esbjerg og Kunstakademiet plus det løse, og hvis man så på det udefra, så kunne det godt gøres billigere.

Hvis nogen spurgte mig, ville jeg skyde på, at det kostede omkring 10.000 millioner med det hele. Men så var der også til de der redningsbåde ovre ved Hvide Sande og de sagtmodige helte, soldaterne i Afghanistan og Irak samt sygeplejerskerne, ingeniørerne og postbudene herhjemme. Og rengøringsdamerne, politibetjentene og skraldemændene. Og endda også til genierne Hartmann & Langdal og alle deres 1.000 trapez’er. Og ikke mindst den sagnomspundne fejemand på Frederiksberg.

Hvilket minder mig om, at jeg fandt fejemanden. Han stod og fejede krydset mellem Nygårdsvej og Vennemindevej på Østerbro i København i onsdags, og selv om det var langt væk fra Frederiksberg, så sprang jeg ud af min bil og knugede hans hånd og så ind i hans smukke, brune øjne og spurgte:

“Hvordan går det?”

Og fejemanden så venligt på mig og sagde: “Det går fint.”

Og jeg blev helt rolig som en dunet ælling i den lune rede, for jeg kunne mærke, at fejemanden mente det, men straks efter begyndte en frygtelig tvivl at gnave i mine involde.

For kendte fejemanden mon til de 561.000.000.000,00 kroner? De havde jo lissom ikke været så meget fremme i medierne.

Der stod mest om de 10 millioner til forskning i islamisme og ikke mindst de toenhalv million til Bjørn Lomborgs seneste hobbyprojekt.

Og det svarer jo til at skulle fatte den afskyelige snemand ved at se på et eneste hvidt hår. Og det kan man ikke.

Og det er vel også meningen med den Finanslov. At de sniger uhyret hen over bagscenen, mens publikum sidder nede i salen og glor på de tre dresserede mus, der danser som sindssyge oven på sufflørkassen.

Men nu har min søn Storm svært ved at sove, efter at jeg har fortalt ham, at han skal tjene mindst 100.000 kroner næste år for at dække sin del af regningen for 2007.

For han er kun fem år.

Og jeg prøvede ellers at muntre ham op med at nikotinformidlerne fra Skandinavisk Tobakskompagni sidste år scorede et netto-overskud på 1.567.000.000 kroner, hvilket er uhyre flot i en tid, hvor så mange fokuserer helt urimeligt på fænomener som lungekræft og astma og ikke mindst klassikeren fra vore mange hospitaler, de 200.000 langsomt døende danske mænd og kvinder med skandinavisk tobaksproducerede rygerlunger.

Men det nyttede ikke.

Han så blot på mig og spurgte: “Hvad siger fejemanden?”

“Han siger “Det går fint”,” sagde jeg.

Men jeg vidste, at jeg måtte bore denne denne sag ud, før jeg rejste helt ned til Berlin.