URBANblog

Archive for the ‘Anders Lund Madsen’ Category

FARVEL OG TAK FOR FISKEN

torsdag, februar 22nd, 2007

Det har været en ære, og URBANs læsere er Danmarks bedste gratisavislæsere – meget bedre end dem, der læser Dato.

Husker De den første Alien-film? Langt den bedste af dem, fra før Sigourney Weaver klippede sig skaldet uden at blive indlagt til afvænning bagefter, hvor det onde dyr dør til allersidst ved at blive suget ud i det tomme rum, hvorefter den sidste overlevende omsider kan læne sig tilbage i stolen, lukke de trætte øjne og rapportere tilbage til basen:

‘This is sergeant Ripley signing off’.

Husker De det? For sådan har jeg det nu. Da jeg i sidste uge påtog mig al skyld for alting i hele verden til alle tider, havde jeg jo slet ikke forestillet mig, hvor meget skyld der findes i verden. De gør Dem ingen ide om det. Jeg har fået skyld for ting siden i fredags, som jeg end ikke anede, man kunne få skylden for. Uhøflighed for eksempel er kæmpestort indenfor skyld, og en masse mennesker bruger utrolig meget krudt på at være skyldige i at opføre sig forkert. Og dårlig samvittighed, som jo er skyld på forventet efterbevilling, er tillige uhyre udbredt. Og så er der den klassiske skyld med skyld på. Skylden der vokser, fordi den ikke bliver slået ned, og tilsidst skygger den fuldkommen for solen, og så skal alting ses igennem den, og det er ikke kønt.

Al den skyld har jeg nu, og det har været en lang uge, og nu kan jeg ikke mere. Ikke at jeg skyder skylden fra mig, slet ikke, men jeg kan bare ikke bære den længere, ikke alene, og ingen melder sig til at dele byrden med mig, så der er ikke andre muligheder end at læne sig tilbage i stolen, massere næseryggen med tommel- og pegefinger og rapportere tilbage til basen:

‘This is sergeant Ripley, we’re going down’.

Og det er jo heller ikke sandt, for det er bare mig, der går ned. De bliver her. Og denne bagside får en ny og stensikkert mere driftsikker skribent fra i næste uge. Det er bare mig, der går ned. Og jeg vil sige tak for god behandling i alle årene, for De har været forbilledlig. Der har været utrolig lidt ballade, og jeg mener det, når jeg skriver, at URBANs læsere er Danmarks hurtigste, mest intelligente og suverænt bedste til at le. For det er I.

I har fundet jer i meget fra min side, så I finder jer garanteret også i det her. Jeg vil ikke skrive så meget mere, for så begynder jeg at tude, og det ser så dumt ud på skrift. Men I skal gå ud og købe en cd ved navn Acoustic Extravaganza af en skotte, som hedder KT Tunstall, og den skal I høre, hvis det på nogen måde bliver svært i tiden, der kommer. Jeg håber jo lidt, I vil savne mig, og så skal I sætte #10 på, den der hedder Throw Me A Rope, og dén skal I lytte til, for hun har forstået det, synes jeg:

So throw me a rope

To hold me in place

Show me a clock

For counting my days down

Cause everything’s easier

when you’re beside me

Come back and find me

Cause I feel alone

And whenever you go

It’s like holding my breath

under water

I have to admit

That I kinda like it when I do

Oh but I got to be unconditionally

Unafraid of my days without you

 

Jeg tror ikke, det kan siges mere præcist. I har været en fornøjelse. Jeg kommer til at savne jer. Men det bliver også en lillebitte smule fedt at se, hvad der nu sker.

 

Tak herfra.

URBAN siger tak til Anders Lund Madsen for lang og tro tjeneste på bagsiden. I næste uge siger vi velkommen til Milos Vendettas.

Posted in Anders Lund Madsen | 29 Comments »

SKYLD, UNDSKYLD, SKYLD

torsdag, februar 15th, 2007

Problemet er, at ingen kan lide den. Men nu er der omsider en løsning.

 Lad os tale om skyld. For min skyld. Og lad mig indledningsvis tage den på skulderen, således at den ikke tynger Dem længere. For den er tung, skylden, og så længe man har den, så er det ganske umuligt at få noget som helst fra hånden, for hånden er fyldt med skyld, og den vokser ud over det hele og flytter ind i hjemmet som en gæst, der bare ikke vil gå hjem, og efter noget tid har man heller ikke lyst til at miste den igen, fordi den tilsyneladende er tryg og stor og gul og pelset og rund i kanterne, og den ligner næsten en ven, som man gerne vil glæde, også fordi de andre venner er væk, og nu har man kun den, og det er bedre end ingenting, og den tager bo i én, og man bliver ét med skylden, og alting bliver ligemeget og mørkt og sygt og trygt på én gang.

Så lad mig tage den. Nu er det min skyld. Og jeg ved ikke, hvor den blev født, og jeg ved ikke, hvad der skabte den, eller hvornår det skete, men jeg kan se, at den har haft det godt, for den er stor og strutter af sundhed og livslyst. Og jeg vil gerne tage den hele, og jeg vil gerne have dem alle sammen. Ikke fordi jeg er specielt interesseret i at have al skyld i universet, men fordi det er praktisk at have den samlet ét sted. Så ved man ligesom, hvor aben sidder.

Den sidder her hos mig. Og den er okay sød, men uhyggelig at se i øjnene. For der er så meget derinde. Der er så meget, der er min skyld nu.

DR Byen er nu min skyld, og det er på tide, at nogen tager den, for der er ved grød ingen, som vil røre ved den, ikke engang Finn Aaberg selv om han trods alt var bestyrelsesformand, dengang de besluttede at bygge DR Byen. Så det var hans skyld, men han ville ikke have den, og så blev det til ingens skyld, og det er det allerværste, for hjemløs skyld lugter ikke rart, og når de er store, kan de godt skræmme børnene i vore offentlige parker, hvis de overnatter på bænke eller skramler rundt på stierne på jagt efter tomme flasker. Men frygt ej, for nu bor den hos mig, og jeg har vasket den og givet den en af mine gamle pyjamas’er på, og den sidder inde foran fjernsynet og er ved at være helt kvik igen. Lidt uheldigt ser den TV2, men det er også fordi, at skylden fra handicapinstitutionen Strandvænget i Nyborg sidder lige ved siden af, og den kommer jo fra TV2, som sendte programmet i tirsdags, hvor den blev født. Og dét var trist, for den skyld blev født uønsket, og dem, der havde den, var enten for inskrænkede til at se den eller for snedige til at røre ved den, og nu sidder den her, og den skulle egentlig i seng inden klokken 20.00, men jeg er blød, og den opfører sig så pænt, og i øvrigt har jeg travlt med rydde op efter skylden for krigen i Afghanistan. For dén sviner. Hele tiden. Og den har mange kammerater, og nogle af dem er ældgamle og os imellem ikke vildt nemme at holde af. Skylden for det armenske folkedrab er for eksempel fuldkommen overgroet med mug, og skylden for Japans invasion i Kina lugter af penge, og skylden for Afrika som sådan er så stor, at den er nødt til at stå ude i haven. Og den fryser.

Men det er okay. Det er min skyld, og jeg bygger et drivhus til den i næste uge.

Det eneste, jeg ikke vil have, er skylden for at være ligeglad. Og hvis De kender én, der har den, så synes jeg, De skulle bede vedkommende om at skamme sig.

Posted in Anders Lund Madsen | 4 Comments »

PIKMÅLING

torsdag, februar 8th, 2007

Hvordan kan en koncertsal komme til at koste 261 millioner for meget? 

Og det er også noget sludder, for den har allerede kostet meget mere for meget – de 261 millioner er bare de sidste millioner i en bedrøvelig syndflod af budgetoverskridelser, og det allermest imponerende er, at det slet ikke er nogens skyld.

Thi det hele begyndte som en vits. I marts 1998 nævner generaldirektør Nissen i en bisætning, at Danmarks Radio kunne have godt af at flytte for lissom … at få en ny adresse. Ingen tænker på en ny koncertsal. For DR har allerede én, og det er lidt ligesom at have en koalabjørn – den er lidt træt, og ingen ved, hvad der egentlig foregår indeni den, men den virker pissesød, og den generer ingen.

Af uransagelige årsager vokser Nissens bisætning i løbet af 98 op og bliver en strøtanke, som i marts 1999 har udviklet sig til en fuldtonet fiks ide. Men der er stadig ingen, som tænker på den der koncertsal.

Indtil i maj 1999, hvor der pludselig dukker en Ny Koncertsal op i DR’s plan. Ingen ved, hvor den kommer fra, ingen ved, hvorfor den er der. Sandsynligvis har en sekretærvikar siddet med planen, og så har hun set krusedullen ‘humserthval’ skrevet i marginen, og hun har – i fuld overensstemmelse med sin uddannelse og almen pli – tilføjet sin bedste tolkning af krusedullen med et spørgsmålstegn bagefter, og så står der pludselig ‘koncertsal?’ i DR’s plan, og det er et spørgsmål, som ingen i DR’s ledelse tør svare nej til.

Og så går det stærkt. Først er Den Ny Koncertsal en lille fyr til 400 millioner kroner med plads til 1.200 tilskuere, men allerede i august samme år er den vokset til 1.600 tilskuere og en samlet pris på 650 millioner. Men så får man også fransk arkitekt og det hele, og da først franskmanden er hyret, fejrer man aftalen ved at udvide salen til 1.800 – bare fordi man kan. I 2002 er vi oppe på 782 millioner, i 2003 knap 900 millioner, og i slutningen 2004 nærmer prisen for en Ny Koncertsal sig en milliard kroner.

Den seneste ekstraregning er på 261 millioner, og jeg er i tvivl om, hvorvidt de 261 millioner skal lægges oven i den der milliard, men det er også fuldkommen ligemeget, for den der Ny Koncertsal er løbet endegyldig af sporet. Vi er ved at bygge en koalabjørn til over en milliard kroner ude på Amager, og ingen aner hvorfor.

Ingen. Og ingen ud over den allernærmeste familie får nogensinde brug for den. Og man kunne bygge så meget for de penge. Man kunne bygge et eller andet, der betød noget, i stedet for det offensivt idiotiske orgelhylster, og det allerværste er, at det gør København til en by i Jylland. Ikke engang en ordentlig by, næh én af de irriterende, østjyske provinsbyer, der sateme nok skal bevise, at det ikke kun er kjøwenhavnere, der kan bygge et ordentlig kulturhus, som kan komme på side 189 i Wallpaper.

Men det nytter bare ikke, at København beviser, at København kan ligeså meget som dem ovre i København. Eller er det i virkeligheden Mærsk og hans Opera, de skal bevise noget overfor?

I så fald er der stadig 500 millioner derop. Men de skal nok liste sig ind, inden året er omme. Tro mig. Og lad mig gentage for en sikkerheds skyld:

Ingen får nogensinde brug for den.

Posted in Anders Lund Madsen | No Comments »

BALTO ELLER TOGO

torsdag, februar 1st, 2007

Og årsagen til at det i den sidste ende er lige meget.

Det er i dag præcis 82 år siden, at indbyggerne i den lillebitte by Nome i Alaskas ødemark blev reddet af en slædehund ved navn Balto. Eller blev de i virkeligheden snarere reddet af slædehunden Togo? Eller hvem blev de egentlig reddet af?
 For reddet blev de. Næsten allesammen. Og historien om Nome i 1925 er samtidig den med længsel ventede forklaring på, hvorfor vi bør være stolte over at være til. For det er historien om de tre grundliggende dyder, der gør mennesket til verdens bedste dyr:
Viden og mod og pli.
Og hunde. Men de er ligesom limen, der binder disse tre dyder sammen i denne historie, der begynder lige før jul i 1924, hvor Nomes eneste læge, Curtis Welch, fik en to-årig patient ind på sin klinik. Welch troede, barnet havde halsbetændelse, men hun døde morgenen efter, og i de følgende to uger blev rigtig mange børn blandt byens 1.400 indbyggere ramt af betændelse i halsen. Den 28. december døde et barn mere, lige efter nytår to til, og den 20. januar lykkedes det omsider at stille den rigtige diagnose, da den tre-årige Bill Barnett blev bragt til klinikken med tydelige grå læsioner i hals og næse:
Difteri. Engang en uhyggelig almindelig og uhyggeligt farlig sygdom. Almindelig fordi difteri er en ekstremt smitsom sygdom, og uhyggelig fordi børn i udpræget grad risikerede at dø, hvis ikke de fik behandling. Men i 1925 var der behandling at få.
Tyskeren Emil von Behring havde i 1901 modtaget verdens første Nobelpris i medicin for sin difteri-modgift, der ganske vist ikke dræbte bakterierne, men neutralisrede de giftstoffer, bakterierne dannede i kroppen.
Så Curtis Welch havde strengt taget kun ét problem: Hans lager af modgift var for gammelt, og de nærmeste friske forsyninger lå i Anchorage, 1.600 kilometer fra Nome, og det var midt om vinteren – og de to fly, der eventuelt kunne have fløjet medicinen op, var skilt ad og pakket ned.
De første knap 600 kilometer fra Anchorage og nordpå blev ordnet med tog, men herefter var der ingen andre transportmuligheder end hundeslæde. Og det skulle gå stærkt, for i Nome var børnene for alvor begyndt at dø, da den første af 20 hundeslæde-hold med førerhunden Blackie satte ud fra byen Nenana den 27. januar klokken 09.00. Forude lå 1.085 kilometer ødemark i en snestorm med middeltemperaturer på minus 45 grader.
Der var mange ukendte helte blandt de 20 hundeslædehold. Men den allersidste kender vi, for det var Balto. Der er tilmed rejst en statue af ham i Central Park i New York, og han optræder ligefrem i en Anders And-historie, og så bliver det ikke større.
Altsammen fordi Balto og hans norske hundefører, Gunnar Kaasen, var de sidste i kæden og dermed bragte medicinen ind i Nome, og Balto blev verdensberømt af samme grund og endte sine dage som showhund i Cleveland Zoo, hvor han døde mæt af dage i marts 1933.
De andre hunde og deres førere blev ikke verdensberømte. Og Togo, hunden der fragtede medicinen mere end dobbelt så langt end nogle af de andre og afleverede den til Balto, blev aflivet i december 1929 og udstoppet. Nu kan han beses på Hundeslædemuseet i Wasila, Alaska. Hvis man har lyst.
Men det er egentlig ikke for at piske en stemning op. Balto skal have sin statue, og Togo er garanteret ligeglad. Ligesom alle de andre hunde og deres førere. For de er allesammen døde, ligesom alle de børn, de reddede den dag for 82 år siden. Det eneste, der lever videre, er deres pointe:
Det handler om at opføre sig ordentligt, vide hvad man skal gøre – og ikke være bange for at gøre det. Så kan det ikke gå helt galt.

Posted in Anders Lund Madsen | No Comments »

Det var dumt

torsdag, januar 25th, 2007

På tirsdag er det 62 år siden, at 9343 mennesker druknede i Østersøens kolde vand. 

I sidste uge lovede jeg at bevise, hvorfor vi aldrig har haft det bedre end nu. Følgelig er jeg nødt til at bede Dem åbne et sår. Det er 62 år gammelt på tirsdag, dette sår, og jeg tør vædde på, at De ikke forbereder nogen markering af dagen som sådan. Hvilket er mærkeligt, fordi det skete lige ude i baghaven – 115 kilometer øst for Nexø på Bornholm i den isgrønne Østersø.
9.343 mennesker ligger dernede på havets bund 45 meter under de grå bølgetoppe. 9.343 mænd og kvinder og børn. Tyskere javel, og hvis De er ferm til regning, har De allerede opdaget, at disse mange tusinde tyskere døde 30. januar 1945, hvor 2. Verdenskrig spjættede i sine sidste dødskramper. Og som sådan var de selv ude om det. Oh-jo. De begyndte den forbandede krig seks år tidligere, og hadet var øresønderrivende i de sidste måneder af krigen.
For de begyndte. Og nu måtte de betale. Og de 9.343 mænd, kvinder og børn var tyske mænd og tyske kvinder og tyske børn, og som sådan burde de dø. Så kunne de lære det.
Og det gjorde de så, derude i Østersøen  30. januar for 62 år siden. Nej, hvor de lærte. Deres skib hed ‘Wilhelm Gusloff’ og var oprindelig bygget som krydstogtsskib for at demonstrere, at nazisterne tog sig godt af sine arbejdere, men da krigen brød ud, blev hun først hospitalsskib og senere hotelskib for ubådsbesætninger under uddannelse. Men tidligt om morgenen 30. januar 1945 stævnede ‘Wilhelm Gustloff’ ud fra havnen i Gdynia nær Gdánsk med kurs mod Kiel. Ombord var 10.582 mennesker. Skibet var bygget til 2.000 krydstogstspassagerer, så trængslen har været enorm. Men Gustloff var den eneste vej ud af Gdansk, som jo ikke hed Gdansk dengang, for byen var tysk dengang og hed Danzig, og langt størstedelen af de 10.000 var flygtninge på flugt fra de russiske styrker.
Helt præcis var 8.956 af passagererne flygtninge. Men derudover var der 918 tyske officerer, 373 kvindelige teknikere fra den tyske flåde, 162 hårdt sårede soldater samt en besætning på 173 mand.
Og følgelig var Wilhelm Gustloff officielt et krigsskib.
Der er ikke noget at rafle om. Kaptajn Alexander Marinesko fra den russiske ubåd S-13 brød ingen regler, da han sendte tre torpedoer mod ‘Wilhelm Gustloff ‘ lige efter 21.00 om aftenen den 30. januar 1945. Og de ramte alle tre, og skibet sank med bemærkelsesværdig hast i det to grader kolde vand, og klokken 21.50 var det forsvundet fra havets overflade, og lig og overlevende flød mellem hverandre derefter, og  godt 1.000 blev reddet af tililende skibe, men 9.343 døde den nat for 62 år siden.
9.343. Det er verdenshistoriens største skibsforlis. Intet mindre.
Og de ligger dernede endnu, 115 kilometer øst for Nexø. Ude i baghaven. Med ål i de tomme øjenhuler og rurer på hofteskålene. Og det rigtig sjove er, at ubådskaptajn Alexander Marinesko blot 11 dage senere, den 10. februar, dræbte yderligere 4.500 mennesker, da hans ubåd sænkede tranportskibet ‘General von Steuben’ med 2.000 sårede soldater, 320 sygeplejersker, 30 læger og omkring 1.000 flygtninge ombord i samme hav.
Én mand slog altså knap 14.000 mennesker ihjel på under to uger. Den bliver svær at slå. Og det forklarer muligvis Marineskos galopperende alkoholisme, der førte til hans afkedigelse i september ’45 og senere hans alt for sene død i 1963. Alt sammen på grund af dumhed. Og i næste uge lover jeg at forklare hvorfor.

 

Posted in Anders Lund Madsen, Ikke kategoriseret | 1 Comment »

FEM MINUTTER I TOLV

torsdag, januar 18th, 2007

Så skete det.

I forgårs, efter fem års tavshed, har den videnskabelige komite bag Dommedagsuret flyttet minutviseren to minutter frem mod midnat.

Det kan lyde forrykt, og muligvis er det forrykt, men alligevel bliver jeg bange. For midnat betyder slut-prut-finale. For menneskeheden som sådan. Og set i dét perspektiv er to minutter måske ikke meget – med mindre de ligger rigtig tæt på denne her midnat. Og det gør de. For før var den syv minutter i 12. Nu er den fem minutter i 12.

Vi står alle på randen af afgrunden. Og hvis det overhovedet kan være nogen trøst, så har vi stået der lige siden 1947, hvor de første gang stillede Dommedagsuret. Dengang stod det på syv minutter i 12, og så gik det stærkt.

To år senere stillede de uret frem til tre minutter i 12, fordi det daværende Sovietunionen testede sin første atombombe og således officielt indledte Den Kolde Krig, og siden har minutviseren flipset frem og tilbage som halen på en venlig men meget træt hund.

Det værste øjeblik i Dommedagsurets historie var i 1953, da USA besluttede at sætte brintbomben i produktion, hvorefter de gjorde det og pulveriserede en Stillehavsatol, da de afprøvede vidunderet, hvilket fik Sovietunionen til at gøre det samme. Og så blev uret stillet frem til to minutter i ‘slut-prut-finale’.

Bedst var det i 1991. Husker De 1991? Alting var godt i 1991, hvor Muren i Berlin var faldet, og Den Kolde krig var slut, og vi havde ligesom vundet, og der var endda en leder i Information, som hed ‘Historien Er Slut’. Og vi troede det virkelig den sommer. Som var en almindelig, våd dansk sommer. For dengang i 1991, hvor Dommedagsuret stod på paradisiske 17 minutter i 12, var verden okay.

I de 15 år, der er gået, har Dommedagsurets viser bevæget sig stille og rolig mod midnat igen. Først var der paradiset, der udeblev, og så blev den 14 minutter i i 1995. Så var der Indien og Pakistan, der fik atomvåben i 1998, og så blev den ni minutter i. Så var der frygten for atomvåben i terroristernes hænder i 2002, og så blev den syv minutter i.

Og i forgårs blev den fem minutter i 12. Fordi Nordkorea har fået atomvåben, og fordi Iran får det lige om lidt. Og som noget nyt også fordi det er så mærkeligt vejr. Jeg blev lidt urolig, da jeg læste dét om vejret. Ikke fordi vejret ikke er underligt, men fordi hele konceptet begynder at skride under Dommedagsuret, når en lummer vinter og Kim Jong Il kan bringe os alle ud på afgrundens yderste rand.

Så jeg begyndte at regne. Ikke at jeg er ferm til det, og dét kan jeg primært takke den skræmmende Hr. Søgaard på Hummeltofteskolen for, men ret hurtigt stod det alligevel klart, at klokken overhovedet ikke er fem minutter i 12.

Den er kvart i fem. Højst. Og muligvis, hvis de får den forbistrede fugleinfluenza slået ned en gang til ovre i Asien, så er den kun halv tre. Thi der er ganske vist mange atomvåben i verden, og det er stensikkert en umådelig dum ide, når Iran begynder at stakke endnu flere af dem nede ved Isfahan.

Og jeg synes også, vejret er sært og ualmindeligt, og jeg savner sneen, og det bliver et helvede med alle de mariehøns til sommer.

Men der er også gode ting i denne verden. Ting, der trækker i den anden retning, væk fra afgrunden. Hvis man skærer fedtet og jammeren fra, har verden i virkeligheden aldrig været bedre, menneskene har aldrig haft det bedre, og fremtiden har aldrig set lysere ud, end lige præcis nu.

Og jeg kan bevise det.

Bare vent.

Posted in Anders Lund Madsen, Bagsiden, Ikke kategoriseret | 4 Comments »

DANMARKS HELTE

torsdag, januar 4th, 2007

Danmark har tre astronauter. Men ingen ved, hvor de er, hvem de er, eller hvad de foretager sig. Og det er uheldigt, for de skal redde vort land.

Svenskeren Christer Fuglesang er i den grad nede på Jorden igen. Og nu er det vores tur.

For Danmark skal søreme også ud i rummet. Og når vi er derude, vil vort land omsider blive stort og stolt igen, lige som de er det ovre i Sverige. Og det hele kan føres tilbage til en mand, videnskabsminister Helge Sander, som i april 2004 besluttede, at vi skulle have os en astronaut.

Selve ideen stammede imidlertid muligvis fra en anden stor borgerlig politiker, Pia Christmas-Møller, der i februar samme år stod i Folketinget og sagde, at ‘en dansk astronaut kunne blive forbillede for den danske ungdom, så interessen for naturvidenskab øges.

Dette vil være i overensstemmelse med regeringens målsætning om styrkelse af den naturvidenskabelige uddannelse og forskning’.
Og så gik det stærkt. Allerede i marts stod den kendte konservative EU parlamentariker Christian Rovsing frem med sin åbenhjertige støtte til projektet:

»Udvælgelsen af en dansk astronaut vil motivere dygtige unge danskere til at satse på de naturvidenskabelige uddannelser,« udtalte han, og den 14. april udløste Helge Sander omsider spændingen, da han offentliggjorde regeringens beslutning om at finde en dansker at sende ud i rummet ved førstkommende lejlighed.

Det var dengang, på Tycho Brahe Planetariets talerstol, at videnskabsministeren udtalte de senere så udødelige ord:

»At få en dansk astronaut vil være vigtigt, både for dansk forskning og for erhvervslivet. Samtidig vil det få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab – og endelig vil det være med til at styrke vores identitet som danskere. Det vil være noget, vi kan stå sammen om.«

Siden har der dog været en smule stille om den danske astronaut. Man skulle næsten tro, at han slet ikke var der alligevel, men det er han. Osse i dén grad.

Faktisk er der hele tre styks, og de hedder Jesper Nygård, Bo Stenhuus samt  Ronnie ‘Dark Horse’ Vang, og de har været der i over et år. Helge Sander offentliggjorde dem personligt 30. november 2005, hvor han berettede, at der havde været 266 ansøgere.

Det var godt nok ikke prangende mange i et land, der to år tidligere havde oplevet 8.258 ansøgere til stillingen som Robinson-deltager på TV3, men Helge Sander virkede oprigtig stolt over sine drenge.

Derfor er det også så sært, at ingen har hørt om dem siden. Særlig nu, hvor Sverige strømmer over af stolthed, fordi deres Christer har været rumelektriker i 12 dage op til jul, hvor han til overflod havde medbragt smagsprøver på dansk-svenske Arlas eksperimentale rum-yoghurt med henholdsvis blåbær og hindbær.

Det eneste, jeg har fundet på dem, er en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet, dateret 6.11. sidste år, hvor pressen inviteres til at besøge Flyvevåbnets Flyveskole i Karup for at se de tre danske astronaut-kandidater få en generel introduktion til begrebet flyvning.

De tre skulle angivelig følge et 14 dages kursus om dette spændende emne, men jeg er ærlig talt i tvivl om, hvorvidt det eksisterede uden for fantasiens verden. For jeg kan ikke finde nogen mediedækning af begivenheden! Det eneste er en forkølet notits på www.forsvaret.dk, hvor der står tre mænd ved siden af et lille T-17 propelfly, men det beviser jo ingenting.

Og ellers er der intet overhovedet. Og det her gælder altså nationens fremtid. Så jeg beder Dem: Ser De en af disse tre astronaut-kandidater, så meld det venligst straks til min weblog på www.urbanblog.dk – eller til et massemedie i nærheden af Deres bopæl.

De skal findes, før raketten er fløjet.

Posted in Anders Lund Madsen | 3 Comments »