Og årsagen til at det i den sidste ende er lige meget.
Det er i dag præcis 82 år siden, at indbyggerne i den lillebitte by Nome i Alaskas ødemark blev reddet af en slædehund ved navn Balto. Eller blev de i virkeligheden snarere reddet af slædehunden Togo? Eller hvem blev de egentlig reddet af?
For reddet blev de. Næsten allesammen. Og historien om Nome i 1925 er samtidig den med længsel ventede forklaring på, hvorfor vi bør være stolte over at være til. For det er historien om de tre grundliggende dyder, der gør mennesket til verdens bedste dyr:
Viden og mod og pli.
Og hunde. Men de er ligesom limen, der binder disse tre dyder sammen i denne historie, der begynder lige før jul i 1924, hvor Nomes eneste læge, Curtis Welch, fik en to-årig patient ind på sin klinik. Welch troede, barnet havde halsbetændelse, men hun døde morgenen efter, og i de følgende to uger blev rigtig mange børn blandt byens 1.400 indbyggere ramt af betændelse i halsen. Den 28. december døde et barn mere, lige efter nytår to til, og den 20. januar lykkedes det omsider at stille den rigtige diagnose, da den tre-årige Bill Barnett blev bragt til klinikken med tydelige grå læsioner i hals og næse:
Difteri. Engang en uhyggelig almindelig og uhyggeligt farlig sygdom. Almindelig fordi difteri er en ekstremt smitsom sygdom, og uhyggelig fordi børn i udpræget grad risikerede at dø, hvis ikke de fik behandling. Men i 1925 var der behandling at få.
Tyskeren Emil von Behring havde i 1901 modtaget verdens første Nobelpris i medicin for sin difteri-modgift, der ganske vist ikke dræbte bakterierne, men neutralisrede de giftstoffer, bakterierne dannede i kroppen.
Så Curtis Welch havde strengt taget kun ét problem: Hans lager af modgift var for gammelt, og de nærmeste friske forsyninger lå i Anchorage, 1.600 kilometer fra Nome, og det var midt om vinteren – og de to fly, der eventuelt kunne have fløjet medicinen op, var skilt ad og pakket ned.
De første knap 600 kilometer fra Anchorage og nordpå blev ordnet med tog, men herefter var der ingen andre transportmuligheder end hundeslæde. Og det skulle gå stærkt, for i Nome var børnene for alvor begyndt at dø, da den første af 20 hundeslæde-hold med førerhunden Blackie satte ud fra byen Nenana den 27. januar klokken 09.00. Forude lå 1.085 kilometer ødemark i en snestorm med middeltemperaturer på minus 45 grader.
Der var mange ukendte helte blandt de 20 hundeslædehold. Men den allersidste kender vi, for det var Balto. Der er tilmed rejst en statue af ham i Central Park i New York, og han optræder ligefrem i en Anders And-historie, og så bliver det ikke større.
Altsammen fordi Balto og hans norske hundefører, Gunnar Kaasen, var de sidste i kæden og dermed bragte medicinen ind i Nome, og Balto blev verdensberømt af samme grund og endte sine dage som showhund i Cleveland Zoo, hvor han døde mæt af dage i marts 1933.
De andre hunde og deres førere blev ikke verdensberømte. Og Togo, hunden der fragtede medicinen mere end dobbelt så langt end nogle af de andre og afleverede den til Balto, blev aflivet i december 1929 og udstoppet. Nu kan han beses på Hundeslædemuseet i Wasila, Alaska. Hvis man har lyst.
Men det er egentlig ikke for at piske en stemning op. Balto skal have sin statue, og Togo er garanteret ligeglad. Ligesom alle de andre hunde og deres førere. For de er allesammen døde, ligesom alle de børn, de reddede den dag for 82 år siden. Det eneste, der lever videre, er deres pointe:
Det handler om at opføre sig ordentligt, vide hvad man skal gøre – og ikke være bange for at gøre det. Så kan det ikke gå helt galt.