Målet er nået.
Når disse linjer læses, er de historiske fotografier af tysk boligindretning i kassen, og De bør allerede nu reservere næste fredag. Meld dem syg og nyd inspirationen og de mange gode ideer og fif, der vil strømme Dem i møde fra denne side.
Men først et par ord om faste bøjler.
Fast bøjle er noget møg, og dem, der siger noget andet, lyver. Desværre er de nogle gange nødvendige. Min meget, meget smukke datter havde for eksempel fast bølje i flere år, og det var nødvendigt. Sagde skoletandlægen og tandplejerne og tandretningseksperterne.
Men jeg sagde nej, for jeg havde jo også bølje, dengang jeg var dreng, og det var ikke nødvendligt. Næh, nej. Det var, fordi jeg boede ude i forstæderne i en prutkommune, hvor man ved en fejl havde ansat en masse tandretningseksperter, og noget skulle de jo lave. Og desværre opdagede de min kæft, og jeg indrømmer, at den var fæl. Men det var min kæft, og jeg holdt af den. Men næh, nej. Den skulle rettes.
Så de hev tænder ud og limede togskinner på resten og sendte mig ud i tågen på Toftegårdsvej til en fremtid i skyggerne. For der gik vi, os med fast bøjle. Med bøjet hoved og halstørklædet helt oppe under næsen, så under-ansigtet ikke stak frem. Og vi talte kun nødigt, thi det betød, at vi skulle åbne munden, og når vi åbnede munden, var der stål derinde i mørket, og stålet glitrede.
Og jeg gav endelig op den dag, hvor jeg var nede at få strammet skinnerne, og det var ren rutine – for at vi ikke skulle glemme, at vi bar vore kors på ydersiden af tænderne i stedet for omme på ryggen – men denne dag havde de fundet på noget nyt:
Tandretningsstudiner! Otte perfekte kvinder i stivede hvide kitler og med perfekte tænder stod klar, da jeg lagde mig i stolen, og så blev jeg vist frem for dem alle, en for en, så de kunne se, at man faktisk godt kan få tandsten på forsiden af tænderne. Og jeg så hver og en af de otte tandretningsstudiner kigge mig ind i munden med alle tegn på væmmelse.
Og så opgav jeg.
Indtil min smukke, smukke datter fik at vide, at hun skulle have fast bøjle. Da vågnede en glødende kugle af ækelkæft inde i mig, og jeg sagde til tandlægerne og tandplejerne og tandretningseksperterne, at hun under ingen omstændigheder skulle have fast bøjle, for det var synd. Og så brød helvede løs.
Og der var møder. Med vitterlighedsvidner. Og dokumenter, der skulle underskrives med ansvarsfritagelse, således at jeg ikke senere kunne sagsøge kommunen, når min smukke, smukke datter udviklede en tandstilling, der burde meldes til politiet. Og flere møder. Og til sidst vågnede jeg og så, at det slet ikke var min smukke, smukke datters tænder, jeg kæmpede for. Det var mine egne.
Så hun fik sin faste bølje, og det var noget møg, men det var nødvendigt. Og hun overlevede. Resten af verden var jævnt ligeglad, og hun er fortsat min smukke, smukke datter – nu tilmed med perfekte tænder oven i hatten. Eller inde i munden, rettere.
Og der er ikke nogen morale. Med mindre De kender én, der skal have fast bøjle. For så bør De se hende i øjnene, stryge hende over håret og love, at De vil elske hende for evigt og aldrig-aldrig-aldrig gøre nar af hendes tænder. Ligemeget hvad. Lov det. Og få det så overstået.
Og er du hende med stålet på tænderne eller udsigten til at få det, så bid dem sammen. Dette er din prøve, og du vil bestå den. Og bagefter vil du være tusinde gange stærkere end alle fjolserne med deres lige tænder og tomme kranier, som stadig ikke aner, hvad modgang er.
Det garanterer jeg. Det er ækelkæftene, der skal arve morgendagen.